Jeg besvarer spørgsmål

Søvngængeri

Heeey alle sammen og velkommen tilbage til bloggen!

Dette blogindlæg kommer til at handle om et par sjove situationer, som man ikke så på fjernsyn under udsendelsen af Paradise Hotel sæson 13.

Derudover kommer indlægget til at handle om, hvor uhyggeligt det nogle gange er at være søvngænger.

Lige siden jeg var helt lille, har jeg snakket i søvne, jeg har set ting i søvne, og i værste tilfælde går jeg rundt om natten. Jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre, for folk ved ikke, om jeg er vågen eller ’’sover’’. Som søvngænger har man åbne øjne, og det kan være ret uhyggeligt. Min mor har igennem min barndom flere gange måtte sige: ’’Simone, du drømmer’’. Jeg kan finde på at sige alt i søvne, og næste morgen er det mig en gåde, hvordan jeg har skulle have haft sagt og gjort de ting, uden at jeg selv har været bevidst om det.

Nogle gange kan jeg huske episoder, hvis jeg vågner midt i mit søvngængeri eller snakken. Philip har oplevet mange episoder, som han vil beskrive overordnet længere nede. Jeg har det også meget med at skrige, og jeg kan være meget urolig. I disse tilfælde vågner jeg op med hjertebanken, og enten Philip eller andre har måtte holde mig ’’nede’’.

Sjove episoder i Mexico

På hotellet i Mexico glemte jeg at informere alle mine partnere om, at jeg snakker i søvne og i værste tilfælde sætter mig op eller går rundt.

skaermbillede-2018-05-10-kl-16-59-18

Den første sjove situation skete, da jeg dannede par med Christian. Midt om natten sætter jeg mig op og skriger rigtig højt. Jeg vågner af mit eget skrig, og Christian sidder op af skræk og får mumlet i søvne: ’’Du må ikke skrige af mig, jeg har bygningsfejl i øjnene’’. Det fik mig til at skraldgrine, og om morgenen snakkede vi om episoden, og vi fattede hat. For hvad har bygningsfejl i øjnene noget med et skrig at gøre? Nå men… Stakkels Christian!

skaermbillede-2018-05-10-kl-17-15-53

Den anden episode skete, da jeg dannede par med Anders. Jeg var helt sikker på, at jeg så han havde blodnæse, så jeg langer min hånd ind over Anders’ næse, hvilket resulterer i et slag. Jeg ville stoppe hans næseblod. Det som i virkeligheden sker er, at Anders lå og hostede. Anders og jeg delte episoden med de andre om morgenen, og vi grinte bare af det.

Uhyggelige nætter

skaermbillede-2018-05-10-kl-17-45-43

Nogle af de mest ubehagelige situationer jeg har oplevet om natten, har været når jeg har gået rundt om natten. Det klammeste jeg har været udsat for, var da jeg i en alder af 14 år var ved at tage livet af mig selv. Det skete, da vi var på en rejse i Tyrkiet. Jeg skulle dele hotelværelse med min søster og hendes daværende kæreste. Vi boede på 7. etage og grundet mit søvngængeri, skubbede min far et møbel hen foran altanen.

Det bliver nat, og min underbevidsthed må vide, at jeg ikke kan komme ud på altanen. (Jeg husker drømmen tydeligt, måske fordi jeg blev vækket midt i mit søvngængeri). Jeg skal simpelthen ud, hvor der er lys, for jeg kan ikke finde min søster og hendes ekskæreste i drømmen, så jeg ser det her lys, og jeg åbner et vindue, imens jeg råber min søsters navn og ekskærestens: ’’Daniella og N….. HVOR ER I?’’. Min søster farer op ad sengen hen til mig og vækker mig (jeg var gået ind i deres rum, hvor de sov). Det mest uhyggelige er, at jeg ved, at jeg havde hoppet ud, hvis ikke det var fordi, jeg var forhindret, for jeg skulle jo ud hvor der var lys? Jeg er SÅ glad for, at jeg havde råbt deres navne, for jeg vidste, at jeg havde hoppet ud, hvor der var lys i drømmen, og i det her tilfælde var det altså vinduet som var ’’lyset’’ i min drøm.

Måske kan det være at jeg drømte det, fordi min far havde lukket af med et møbel? Og at jeg derfor så det hele som et sort rum, og jeg skulle ud hvor der var lys? I så fald kan jeg takke min søster for at gribe fat i mig. Både min søster og jeg husker denne episode så tydeligt, for det var virkelig en ubehagelig oplevelse, at jeg var ved at kravle op og springe ud.

En anden forunderlig episode var, da jeg var yngre. Dengang var min mor dagplejemor. Dette har jeg fået fortalt af mine forældre… Jeg skulle have været gået ud fra mit værelse, ind i stuen og så åbnede jeg terrassedøren ud til haven, hvor min far var. Der havde jeg spurgt, hvornår min mors ene dagplejebarn kom, og så havde min far svaret: ’’Jamen det er sent aften, de kommer jo først i morgen’’. Så havde jeg gået ind igen og lagt mig. Da mine forældre nævnte det næste morgen, var de i tvivl, om jeg var vågen, for man har jo som sagt åbne øjne – men de syntes ikke, det jeg spurgte om gav mening, og især når det var efter, jeg var faldet i søvn. Men nej, jeg var ikke vågen. Men hvordan i alverden kan det dog lade sig gøre? Hvordan kan jeg føre en samtale uden at vide det? Hvordan kan jeg åbne og lukke døre, uden at jeg selv er bevidst om det? Jeg kommer aldrig til at blive klog på det.

Den dag i dag

Jeg har oplevet rigtig mange episoder. Jeg er dog glad for, at sidste gang jeg gik om natten var i Tyrkiet. Dog snakker jeg stadig utrolig meget, og det er svært for folk at vide, om jeg mener det seriøst. Jeg sætter mig også stadig op i søvne, og jeg griber ud efter folk omkring mig. Ofte vågner folk af, at jeg snakker, så derfor får de ikke altid de hele sætninger med. De sjoveste episoder sker, når jeg sover, og folk omkring mig ikke gør – så kan de genfortælle det hele dagen efter, klart og tydeligt. Philip har både nogle sjove episoder og nogle ubehagelige.

Philips udtagelser om mit søvngængeri 

skaermbillede-2018-05-10-kl-16-53-55

Laaaaaang tid siden BLOGGEN! Nu skal vi snakke lidt om en person, jeg ikke kender særlig godt, men er pisse bange for! – Simone har, hvad vi i ”dungeons and dragons”, da jeg var lille, kaldte en HELL SPAWN DEMON, gemt inde i hendes sjæl, eller det var i hvert fald, hvad jeg troede første gang, jeg oplevede den natlige side af hende. Man tror sgu hun er vågen? FORDI HENDES ØJNE ER ÅBNE! Stemmen er den samme, men blikket er anderledes, fjernt og skræmt. Jeg har oplevet SKRIG! Jeg har oplevet en skræmt pige fra vid og sans, jeg har oplevet en humoristisk smågrinende pige, der troede, jeg var farvet orange i hovedet. I tænker nok, hvordan jeg takler det i sådan en situation, når det sker: jamen det tager mig lige lidt at opfatte, at nu må det være den anden side af Simone – fordi jeg ved ikke, om det er hende, et mareridt, eller om hun nu kører søvngængeriet igen, men tit må jeg sgu indrømme, jeg bare ”spiller” med, skriger med, hvis vi er ude i det, wrestler med hende, hvis vi er ude i det – MEN DET ER FANDME UHYGGELIGT TIT, og du tænker – HVAD FANDEN SKETE DER LIGE DER, haha. Heldigvis er vi lette til grin og kan snakke om det dagen efter.

HOOOOOLAAAAA

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg besvarer spørgsmål